Fiat 500 som elbil

Ja, sorry – men Fiat 500 er bare pigebilen over dem alle. Og nu er den på vej som elbil.

Den første rene elbil fra FCA (Fiat Chrysler Automobiles) blev præsenteret onsdag i Milano i form af den helt nye Fiat 500. Den første udstyrsvariant bliver lanceringsmodellen Fiat 500 “la Prima”, der som standard har udstyr fra øverste hylde og et batteri på 42 kWh, der giver en rækkevidde på 320 km (WLTP).

Den har desuden mulighed for hurtigladning med op til 85 kW. Den store effekt betyder, at man kan få strøm til 50 km på blot 5 minutter, hvilket er mere end de fleste kører på en almindelig dag, og på 35 minutter kan man oplade batteriet til 80 procent. Stikket sidder bagtil på højre side af bilen.

Hjemmeladning er også en mulighed. Fiat 500 “la Prima” kommer med en Easy Wallbox, der kan forbindes til et almindeligt stik uden behov for en installatør og lade med 3 kW, men den kan også forbindes til et kraftstik af en professionel installatør, hvilket bringer effekten op på 7,4 kW. Dermed kan man lade Fiat 500 “la Prima” helt op på blot 6 timer derhjemme. Den kommer desuden med et mode-3-kabel, der kan anvendes til opladning fra offentlige ladestandere.

Fiat 500 som elbil

Forskellige køreprogrammer

Den nye Fiat 500 kommer med 3 forskellige køreprogrammer – Normal, Range og Sherpa. ‘Normal’ giver en køreoplevelse, der minder meget om en konventionel bil. ‘Range’ gør det stort set muligt at køre bilen uden at flytte foden. Køreprogrammet giver en hårdere deceleration, når man letter foden fra speederen, end i en konventionel bil – det er næsten som at træde på bremsepedalen. ‘Sherpa’ ændrer ved en række indstillinger i bilen for at reducere forbruget af strøm. Tophastigheden reduceres til 80 km/t., speederresponsen sænkes, og sædevarme og klimaanlæg slukkes automatisk, men kan naturligvis aktiveres igen af føreren. Alt sammen for at sænke energiforbruget og sikre maksimal rækkevidde.

Autonom kørsel på niveau 2

Den nye Fiat 500 “la Prima” lever som den første bil i sin klasse op til autonom kørsel på niveau 2 efter den internationale standard for autonom kørsel, der er udgivet af SAE International. Teknologi holder øje med alt omkring bilen, den intelligente adaptive fartpilot bremser og accelererer baseret på omgivelserne – hvad end det er andre biler, cyklister eller fodgængere – og vognbanecentreringen holder bilen i midten af vognbanen, når den genkender vejstriberne.

Den intelligente hastighedskontrol aflæser hastighedsgrænserne og kommer med en hastighedsanbefaling, blindvinkelalarmen anvender ultrasoniske sensorer til at overvåge de blinde vinkler og advarer med et markeringslys i sidespejlet, og træthedsovervågningen anbefaler en pause, hvis bilen registrerer træthedstegn hos føreren. Og sidst men ikke mindst tilbyder bilens mange sensorer et visuelt fugleperspektiv og komplet overblik, når man foretager vanskelige manøvrer.

Læs mere på www.fiat.dk