Valhalla filmen trailer

Valhalla kender du måske som tegnefilm og tegneserier, men nu er der en noget mere dyster spillefilm af samme navn på vej. Her er den første trailer.

Fenar Ahmad er instruktøren bag den kommende Valhalla-film. Han har senest stået bag den succesfulde action-thriller Underverden. Men nu er det snart tid til en omgang nordisk mytologi i form af spillefilmen Valhalla.

Den danske adventurefilm Valhalla kommer til at handle om vikingebørnene Røskva og Tjalfe, der sammen med Thor og Loke skal på en lang og farefuld rejse fra Midgård til Valhalla.

Menneskebørnene må derfor kæmpe sammen med guderne for at redde verden fra Ragnarok, da Valhalla er truet af både Fenrisulven og Jætterne.

“Vi er i fuld gang med at lægge sidste hånd på filmen, og jeg glæder mig helt vildt til at dele den første trailer med publikum. Med ‘Underverden’ forsøgte vi at gøre noget, som ikke var set før i en dansk actionfilm. Nu forsøger vi at gøre det samme inden for eventyr-genren”, fortæller instruktøren i en pressemeddelelse.

På rollelisten ses blandt andre Roland Møller, Sanne Salomonsen, Cecilia Loffredo, Saxo Moltke-Leth, Jacob Lohmann, Stine Fischer Christensen, Dulfi Al-Jabouri, Andreas Jessen og Reza Forghani.

‘Valhalla’ får premiere den 10. oktober 2019.

Her er traileren:

FOTOS: NORDISK FILM