Foto: NENT Group/Anthon Unger
Foto: NENT Group/Anthon Unger

Efter en nervepirrende finale kunne Rasmus Nielsen Fisker her til aften løfte trofæet højt i luften som vinder af Masterchef 2021.

Niveauet var ekstremt højt og løbet så tæt i årets finale, at kun et enkelt point adskilte 1. og 2. pladsen. Men i sidste ende blev det Rasmus, der, med sin sikre sans for velsmag, sikrede sig den afgørende stemme fra de fire dommere og kunne løbe med titlen som vinder af Masterchef 2021.

Fortsætter efter reklameblokken:

Det var en meget glad og lettet Rasmus Nielsen Fisker, der her til aften, omgivet af kæresten Emma og deres lille datter, Sommer, kunne løfte Masterchef-trofæet i sejr ovenpå mange ugers hård konkurrence, som kulminerede ved aftenens finale. Med en hjemmekreeret menu bestående af en due-komposition efterfulgt af tarte tatin med kardemommeis, imponerede han de fire Masterchef-dommere, Dak Wichangoen, Jakob Mielcke, Jesper Koch og Thomas Castberg, som kvitterede med at udråbe Rasmus til vinderen af Masterchef 2021.

“Det er for vildt – jeg har vundet Masterchef! Det har været den vildeste rejse hele vejen. Når jeg tænker tilbage på alle de fantastisk dygtige amatørkokke, jeg har været oppe imod, siden vi begyndte, og nu står jeg her og kan kalde mig vinder af Masterchef 2021. Det er næsten ikke til at fatte,” lød det fra Rasmus.

I alt 60 talenter startede ud i Masterchef 2021, men i aftenens finale var feltet snævret ind til de tre finalister, Jesper Lauritsen, Thomas Vedsø Szygenda og Rasmus Nielsen Fisker. De tre var sluppet igennem nåleøjet, og forbi dommernes smagsløg, til den endelige afgørelse, men kun én af dem ville kunne forlade Masterchef-køkkenet som sejrherre.

Reklame:

Det var dog ikke uden kamp, Rasmus hev sejren i land, for konkurrencen fra hans to med-finalister var benhård. Igennem to runder skulle de hver især præsentere de fire dommere for en hovedret og en dessert efter eget valg. Hver af de fire dommere kunne give retterne max 10 point, og efter 1. runde havde Thomas lagt sig i spidsen med fire point ned til Rasmus, mens Jesper indtog 3. pladsen. Alt var derfor stadig åbent, men med en forrygende dessert lykkedes det i 2. og sidste runde for Rasmus at snige sig lige forbi Thomas med et enkelt point, og sikre sig sejren og Masterchef-trofæet.

“Jeg var ærlig talt ude af mig selv af spænding! Sejren var pludselig indenfor rækkevidde, men vi lå så tæt, og alt afhang af, om smagene i min dessert faldt i god jord hos dommerne. Det gjorde de heldigvis, og det blev mig, der kunne løfte Masterchef-trofæet. Jeg er så glad og virkelig stolt,” slutter Rasmus.

Reklame: