Strayfield Gallery præsenterer for første gang i Danmark den hollandske fotokunstner Sander Dekker, der skraber i menneskers blanke Instagramfacade. Både Erik Brandt, Ekatarina og Hornsleth selv udstilles.

Normalt er billederne fra sociale medier nøje udvalgte ud fra den perfekte komposition, hår og makeup. Men når Sander Dekker opsøger excentriske personligheder på Instagram, gør han alt for at få personen foran kameraet ud af deres vante selviscenesættelse.

Gennem de seneste seneste ti år har han arbejdet på The Project, hvor han via Instagram finder spændende mennesker, der har modet til at smide perfektheden over bord og kaste sig ud i en fotoleg. Det er nu blevet til den hollandske fotokunstners første danske udstilling, som præsenteres på Strayfield Gallery på Strandvejen i Hellerup fra den 20. februar og en måned frem.

– Sander Dekker laver nogle vanvittigt interessante kunstfotoer. Han er eminent til at spejle den her vanvittige Insta-verden med al dens moderne digitale forfængelighed. Han søger menneskerne bag alt det opstyltede glitter, og skaber en ægte relation med dem. Man kan sige, at han minder os om, at vi alle er mennesker – også de uopnåeligt perfekte fra sociale medier, forklarer Kristian von Hornsleth, der er kurator på udstillingen og medstifter af Strayfield Gallery.

Sander Dekker har rejst Europa og Rusland rundt for at finde sine portrætemner og i forbindelse med hans første udstilling på dansk grund, har han taget billeder af seks danske personligheder, levemanden Erik Brandt, feministen Ekatarina Andersen, modebloggeren Julia Sofia, fotomodellen Maria Kissov, bodybuilderen Jens the Beast, og Kristian von Hornsleth selv.

Gør, hvad fanden du vil!

Sander Dekker følger et fast sæt dogmer, når han gennemfører sine fotosessioner: De foregår altid i personens hjemmevante omgivelser, hele seancen må ikke vare længere end en time, og intet er forberedt på forhånd.

– Når jeg leder efter interessante personer, kigger jeg først efter en fysisk fremtoning. De behøver ikke at være smukke, men de skal skille sig ud. Herefter kigger jeg efter en markant stil, og om de udstråler mod. Jeg vil gerne dokumentere det skæve og upæne ved de her mennesker, fortæller Sander Dekker, og fortsætter:

– Jeg instruerer dem aldrig, men siger bare: Gør, hvad fanden du vil! Nogle gange løber de nøgne rundt, og så er det min opgave et følge efter og tage så mange billeder som muligt. Jeg er både fascineret og frastødt af Instagram. Det er jo fantastisk, at jeg hurtigt kan komme i kontakt med mennesker i Moskva, men det er samtidig et kunstigt medie. Jeg forsøger at hylde det ægte mennesket bag plasticindpakningen på Instagram.

Sander Dekker tager flere end 1000 billeder på en time, hvilket som regel resulterer i fire-fem brugbare billeder. Til ferniseringen i Strayfield Gallery torsdag den 20. februar vil Kristian von Hornsleth og Sander Dekker indlede med en offentlig samtale om sociale medier, hvad det vil sige at være et menneske, hvordan kunsten kan redde demokratiet og meget mere. Der bliver udstillet flere end 30 værker i størrelserne fra en halv meter til halvanden meter. Priserne starter ved 6600 kroner.