Reklame:


Michala Rubinstein
Foto: Michala Rubinstein

Lige om lidt bliver jeg 30, og jeg har aldrig haft et længerevarende forhold. Det stresser min omgangskreds langt mere, end det stresser mig. Hvorfor skulle jeg skynde mig at finde én at blive skilt fra om ti år?

Skrevet af Michala Rubinstein

Mit værste mareridt har altid været villa og vovse med en kæreste i Køge. Selvom voksenlivet enormt gerne vil gå i den retning, har jeg lyst til noget andet, og i takt med at jeg bliver ældre, er det blevet mere og mere tydeligt, at både venner og familie begynder at blive stressede på mine vegne. For man skal da helst nå karrieren, børnene og manden i sit liv inden 30, skal man ikke?

Reklame:

Der er grænser for, hvad man skal gøre for at passe ind

Det virker næsten, som om folk synes, at det er pinligt for mig, at jeg ikke har haft et længevarende forhold i min alder. Som om det er bedre at have en dårlig kæreste end ingen kæreste.

Jeg har nægtet og nægter stadig at få en kæreste, bare fordi det forventes, eller fordi andre mener, at jeg sakker bagud i det væddeløb, livet åbenbart er. Det har fået mig til at undre mig lidt over, hvor mange, der faktisk bliver en del af et parforhold af frygten for, at de bliver ladt alene tilbage. Hvor mange, der i panik over at nærme sig de 30 år, slår sig ned med den næste mand eller kvinde, der krydser deres vej eller tinder-profil. Men den slags findes der jo ikke statistikker over.

Reklame:

Der findes til gengæld statistik på, at halvdelen af alle ægteskaber ender med at gå i opløsning. Måske fordi vi bukker under for parforholdsnormens gruppepres og gifter os med den, der lige var der, da presset og frygten for at blive frosset ude blev for stor. Under alle omstændigheder taler det sit eget tydelige sprog, at vejen til lykken ikke nødvendigvis er brolagt med vielsesringe.

Min mor advarede mig

Fra jeg var i midten af tyverne, begyndte min mor at advare mig og sagde, at jeg ville miste alle mine venner, hvis jeg ikke fik mig en kæreste. Jeg tror ikke, at hun sagde det for at presse mig til at få en kæreste, men fordi hun oprigtigt var bekymret for, at jeg ville stå helt alene tilbage, når alle de andre var videre i livet med mænd, koner og børn.

Uanset hvor meget jeg elsker min mor, er det håbløst gammeldags at anskue livet på den måde. Men hun er ikke ene om at tænkte, at vejen mod lykken er en bingoplade, hvor man hurtigst muligt skal have en snorlige række bestående af fast job, ejendom, partner og børn for at kunne råbe ’bingo’ og dø lykkelig.

Jeg er stolt af at være single

Måske skal vi alle sammen turde erkende, at livet er tættere på at være et råbende blankt kanvas end en prædefineret bingoplade. Det er skræmmende, stort og ubegribeligt åbent, og det kræver noget af os som mennesker at finde ud af, hvad vi vil fylde den tomhed ud med.

Jeg siger ikke, at man ikke skal gifte sig, få børn, bolig og fælles streamingkonto. Man skal gøre det, man har lyst til, men i 2022 skal der simpelthen også være plads til, at vi kan have lyst til forskellige ting – også uden at stresse på hinandens vegne.

Jeg har fyldt rigtig meget af mit liv ud med at være single, men det ikke er det samme som at være alene. Jeg har masser af gode venner, veninder, kollegaer, familie og folk, jeg har mødt på min vej gennem livet. Men jeg har også en tryghed i mit eget selskab, og jeg stoler på, at jeg har en god fremtid, om den så er med eller uden kæreste, ringforlovet eller ægtemand.

I mellemtiden håber jeg, at I vil holde op med at stresse på mine vegne. Det er ikke så vigtigt, om hele pladen er fuld, hvis man ikke spiller bingo.

Michala Rubinstein er skuespiller, model og foredragsholder. Læs mere på www.michalarubinstein.com