Trace træner for Astralis main

Astralis’ Counter-Strike hold har over de seneste måneder leveret lovende præstationer med bl.a. kvalifikationen til årets første Major og finalen i BLAST Premier Spring Showdown som målbare resultater. I perioden har Martin ”trace” Heldt fungeret som holdets træner, og den løsning gøres nu permanent, da træneren og Astralis er blevet enige om en aftale, der betyder at ”trace” også i fremtiden vil stå bag Astralis’ main-hold.

Sportsdirektør Kasper Hvidt:

– Martin Heldt blev i januar hentet ind for Astralis Talent, hvor han relativt hurtigt fik omsat det store arbejde der var gjort til resultater. Derfor var det helt naturligt for os at lade ham overtage A-holdet i perioden op til årets Major-kvalifikation, hvor vi havde brug for en stand-in. Det arbejde har han udført med stor overbevisning.

– Martin er trådt ind med autoritet og tydelighed, der er nødvendigt på et hold med så store navne som vores, og under ham begynder vi at se noget af den energi og selvtro, vi i Astralis altid skal være garant for. Det kan man både mærke i dagligdagen og under vores kampe, hvor vi har rykket os meget tættere på den top-position, vi altid sigter efter i Astralis. Jeg er rigtig glad for, vi er blevet enige med Martin, konstaterer Hvidt.

Martin ”trace” Heldt, ny træner for Astralis Counter-Strike:

Fortsætter efter reklameblokken:

– Da jeg startede i Astralis i januar, var det udelukkende med fokus på talentholdet. Vi fik hurtigt skabt resultater, hvilket i høj grad også skyldes det arbejde, der allerede var gjort, så da de spurgte mig, om jeg ville overtage main-holdet i en periode tog det mig dog ikke lang tid at sige ja!

– Jeg har fra start mærket stor opbakning. Jeg er nok ret tydelig i min kommunikation og krævende over for mine omgivelser, og jeg bestræber mig altid på at skabe og understøtte en positiv holdkultur. Det er spillerne i høj grad også med til, og på den måde gør de den del af mit arbejde ret let.

– Når man arbejder med så dygtige spillere som hos Astralis handler det om at skabe de bedst mulige rammer, så de kan bruge ressourcerne på at levere på serveren. Det skal vi også, for vores egne og fansenes forventninger til Astralis er altid store, og det skal de være. Vi er her for at skabe store resultater, og det er jeg sikker på at vi sammen, spillere, organisation og fans, kommer til at gøre, slår ”trace” fast.

Reklame:

Den ledige rolle på Astralis Talent bliver overtaget af en gammel kending af Astralis-organisationen, nemlig Andreas 33-årige ”MOODII” Fridh, som kender organisationen i forvejen. 

Andreas ”MOODII” Fridh:

– Jeg har længe gerne ville bruge min Counter-Strike erfaring i træner-rollen og kommer med en masse idéer, men også en stor ydmyghed i forhold til det arbejde, der allerede er gjort. Jeg kender organisationen og menneskerne fra min tid på et af deres hold, og kan kun sige, jeg glæder mig meget til at komme i gang.

– Du kan ikke finde et bedre sted og en mere professionel organisation end Astralis, og jeg ser frem til at arbejde sammen med både Kasper, Martin og alle omkring holdene, fortæller ”MOODII”.

Alexander ”ave” Holdt, der i efteråret 2021 overtog ansvaret for Astralis’ main-hold, har i de seneste måneder varetaget jobbet som talenttræner. Den position fratræder ”ave” per dags dato.

Kasper Hvidt:

– Alexander har gjort et virkelig godt stykke arbejde for både vores main-hold og talenterne. Han trådte ind på et tidspunkt, hvor flere nye spillere skulle finde fælles fodslag og med hans analytiske evner var han været stærkt medvirkende til måden, vi på kort tid formåede at skabe nogle store kampe i bl.a. Royal Arena i efteråret.

– Vi ville gerne have beholdt ham i organisationen, men jeg har også fuld respekt for at han ønsker at søge nye udfordringer når det ikke kunne blive som træner for main-holdet. På vegne af alle her, vil jeg gerne takke Alexander for hans tid her og ønske ham al muligt held og lykke fremover.

– Det giver plads til at bringe ”MODDII” ind, og jeg glæder mig meget til at arbejde sammen med ham omkring vores talenter, som virkelig er inde i en positiv udvikling, konkluderer Hvidt.

Reklame: