Nadia Nadim - Game Changer?

Fodboldspilleren Nadia Nadim har betaget millioner af fans verden over med sine evner og sin personlighed. Hun spiller for det danske landshold, og den amerikanske klub – Racing Louisville FC. I september 2021 igangsætter en knæskade, og en operation i Qatar med et besøg i en flygtningelejr, en lavine af kritik. Viaplay er med hele vejen og går tæt på den danske landsholdsstjerne i en Viaplay-dokumentar i to afsnit, “Nadia Nadim – Game Changer?”, som kan ses eksklusivt på Viaplay fra den 16. november.

Det skulle have været en Viaplay-dokumentar, som følger den danske fodboldspiller Nadia Nadims vej tilbage fra en knæskade, der kan afgøre, om hvorvidt Nadia Nadim har mulighed for at deltage i kvindernes fodbold-EM i sommeren 2022. Det er det stadigvæk, ligesom det også er et nært portræt af Nadia Nadim igennem seks måneder, men undervejs tager historien en drejning. Nadia Nadim, som blandt andet er kåret til årets dansker, udnævnt FIFA legende, og som har vundet danskernes hjerter, befinder sig pludselig i lidt af et mediestormvejr.

Nadim tager til Qatar for at få opereret sit knæ. Hun besøger ved samme lejlighed en flygtningelejr, og nogle af hendes udtalelser udløser kritik i den danske presse. Kritikken bliver ikke mindre, da det kommer frem, at Nadia har sagt ja til at blive ambassadør for herrernes fodbold-VM og for sporten, når VM i 2022 skal afvikles i Qatar. Da DBU tager afstand fra Nadias beslutning, begynder sportsjournalister ydermere at så tvivl om, hvorvidt det kan få konsekvenser for Nadias udtagelse til kvindernes EM i juli 2022.

Men Nadia er villig til at ofre sin status som “Danmarks Darling” hos danskerne for en større sag, der for hende handler om kampen for overhovedet at få lov til at spille fodbold – som kvinde. Undervejs udvikler presset fra medierne sig, og Nadia må stå på mål for sine holdninger, for at bevare sin plads på det danske fodboldlandshold.

Det har været vigtigt for Viaplay, at dokumentaren om Nadia Nadim er blevet så nuanceret som muligt, og at seerne får svar på nogle af de spørgsmål, som mange måske har haft lyst til at stille Nadia Nadim undervejs i forhold til beslutningen om at blive ambassadør for herrernes fodbold VM. Dokumentaren indeholder, ud over Nadia Nadim selv, hendes søster og hendes agent, kritiske røster fra pressen. Ligesom Nadia Nadims to trænere på klubniveau og landsholdet udtaler sig om deres syn på Nadia som fodboldspiller. Vi er med under hendes genoptræning og følger hende i klubben i Louisville, i landsholdssammenhænge samt i Qatar.

Fortsætter efter reklameblokken:

’Det var en spændende dokumentar inden, men den blev endnu mere spændende og vigtig, fordi historien tager denne her drejning. Med dokumentaren forsøger vi at give et mere nuanceret billede, blandt andet ved at stille Nadia Nadim kritiske spørgsmål undervejs under optagelserne og ved at følge hende tæt med kameraet i forskellige situationer i hendes liv igennem de seks måneder, fra hun bliver skadet og frem mod EM i sommeren 2022.

Det gør vi for at blive klogere på Nadia og hendes bevæggrunde. For os har det været vigtigt, at seerne selv får lov til at danne sig deres egne meninger ud fra de kilder dokumentaren præsenterer, og at seerne kommer helt tæt på Nadia Nadim’, siger Kenneth Kristensen, Viaplays SVP Non-Scripted Content.

Nadia Nadim har set dokumentaren, men har ikke haft redigeringsret. For landsholdsspilleren har det været vigtigt at fremstå så autentisk som muligt, og at dokumentaren giver et indblik i hende som person, som fodboldspiller og som kvinde i sporten.

Reklame:

’Igennem hele min karriere har jeg forsøgt at gøre en forskel. Og vise verden at kvinder godt kan spille fodbold. Dokumentaren følger mig igennem seks måneder og går tæt på mig som person og som fodboldspiller. Jeg håber, at en mere nuanceret fortælling kan give seerne et indblik i, hvem jeg er, og hvad jeg kæmper for. De behøver ikke at være enige i alle mine valg, men jeg håber, at de sidder tilbage med et indtryk af, at de ting jeg gør, dem gør jeg, fordi jeg ønsker at gøre en forskel,’ siger Nadia Nadim.

’Nadia Nadim – Game Changer?’ premierer med to afsnit fra den 16. november på Viaplay. 

Se med her!

Reklame: