Uopmærksomme bilister straffes i fremtiden med et klip i kørekortet, hvis de snakker i håndholdt mobil eller tjekker Facebook, når de kører bil. Men konsekvenserne kan være større end en enkelt bøde, advarer advokat med speciale i erstatningsret.
Uopmærksomhed er hvert år skyld i dødsfald og ulykker på de danske veje. Derfor skærpes straffen nu på området, og fremover koster det et klip i kørekortet at blive taget med hånden på mobilen, når du kører bil. Ændringen af loven betyder, at alle typer af håndholdte kommunikationsapparater og ikke kun mobiltelefoner er omfattet af forbuddet og straffes med et klip. Får man tre klip i kørekortet indenfor tre år, mister bilisten frakendt kørekortet betinget og skal op til en ny teori- og køreprøve.
Advokat Berit Møller Lenschow, der ejer Lenschow Erstatningsretten, påpeger, at den nye lov dog også kan få betydning på et andet område – nemlig rent erstatningsmæssigt. Hvis du bryder loven, kan du nemlig risikere at miste dele af din erstatning, forudser advokaten.
”Uanset om du har en del af eller hele skylden for en trafikulykke, kan du have krav på erstatning. Det er derfor vigtigt, at skaden anmeldes, uanset hvilken rolle du havde., men har du opført dig groft uagtsom, kan din erstatning for personskade blive nedsat med 1/3, ½ eller 2/3,” siger advokaten.
Hun forudser, at det kan få betydning for den vurdering, at myndighederne nu takserer mobiltelefoni under kørslen til skærpet straf.
”Det bliver spændende at se, hvordan domstolene vil vurdere de tilfælde, der kommer,” siger Berit Møller Lenschow.
Via sit arbejde ser advokaten de menneskelige konsekvenser bag uopmærksomheden i form af alvorlige skader ved trafikulykker. Hun håber derfor, at lovændringen har en præventiv effekt.
Berit Møller Lenschow påpeger samtidig, at det er vigtigt altid at anmelde en skade – også selvom du har talt i mobil, da den skete.
”Nogle trafikanter anmelder ikke deres skader, fordi de ikke kender reglerne, men der er også nogle, som ikke anmelder skaden, fordi de har dårlig samvittighed over, at de har været skyld i en ulykke. For alle trafikulykker gælder det, at jo før anmeldelsen sker, jo lettere er det senere at bevise, at skaden stammer fra ulykken,” siger Berit Møller Lenschow.