Foto: Mads Borne - Fotosy.dk / Danish Corner
Foto: Mads Borne - Fotosy.dk / Danish Corner

Gaming er ikke længere noget, som er gemt væk i fugtige kældre og ildelugtende gymnastiksale. Gaming er vokset eksplosivt de senere år, og i dag fyldes kæmpe arenaer med over 10.000 mennesker, der går amok, når eksempelvis danske Astralis træder ind på scenen. Og netop Astralis har nogle særligt dedikerede fans, hvor de måske mest hardcore af slagsen kalder sig for Danish Corner. Men hvorfor og hvem er de egentlig?

Hvis du har set Counter-Strike på TV2 Zulu eller Twitch, så ved du også, at der er en helt særlig stemning, når danske Astralis træder frem i rampelyset. Hvilket ikke er så underligt, da Astralis er det mest vindende CS-hold i historien, og hele maskinen bag holdet har formået at skabe en hype, som er uovertruffen i dansk e-sport.

Men særligt én lille gruppe CS-fans har gjort sig særligt bemærket, når der skal heppes på Astralis. Når TV2-reporteren Thomas Sønnichsen tager til CS-turneringer med mikrofonen under armen, skal han altid lige forbi gutterne, som kalder sig Danish Corner. Gruppen sværger til Astralis, og det sker som regel i selskab med en flok pilsnere, store bannere, hjemmelavede Astralis-logoer med lys i – og så selvfølgelig masser af slagsange, der gør stemmerne mere og mere hæse, som aftenen skrider frem.

Foto: Mads Borne - Fotosy.dk / Danish Corner
Til Blast-turneringen var Danish Corner på hjemmebane. Det kunne ses – og høres! Foto: Mads Borne – Fotosy.dk / Danish Corner

Men hvem er de gæve gutter fra Danish Corner egentlig? Det kan du læse mere om i interviewet med en af stifterne, Niels Sundstrup, herunder:

Fortsætter efter reklamen:

Hvem og hvornår startede Danish Corner?
“Danish Corner blev lavet som en uofficiel fangruppe af Astralis i 2017. Vi var to kammerater, som var fløjet til Krakow i Polen for at opleve CS:GO live i en arena. Vi spillede begge to CS:GO i vores fritid og fulgte også meget med på Twitch, når der blev spillet turneringer. Vi var begge fans af det tidligere Dignitas/TSM, som siden 2016 havde heddet Astralis. Vi havde også købt deres første trøje, da den blev lanceret, og den havde vi selvfølgelig på i arenaen i Polen.

Jeg havde fået lavet et speciallavet flag med Astralis-logoet på, som vi havde medbragt. På førstedagen i Polen faldt vi hurtigt i snak med andre danskere, der havde taget turen til deres første major præcis ligesom os. Vi blev enige om at mødes tidligt ved indgangen dagen efter, så vi kunne få gode pladser og stå sammen under Astralis’ kamp mod brasilianske SK Gaming i kvartfinalen.

Under kampen råbte vi os hæse, og efter kampen tweetede Astralis, at Danish Corner havde støttet dem under kampen, og at spillerne satte pris på støtten. Man kan derfor sige, at det faktisk var Astralis selv, som fandt på navnet Danish Corner, da det var dem, der brugte #DanishCorner i deres tweet. Vi har siden dengang brugt navnet. Vi var ca. 14 danskere samlet i Polen, og efter turneringen var vi ca. 45 medlemmer af fangruppen. Folk havde spredt budskabet og inviteret deres venner.”

Foto: Mads Borne - Fotosy.dk / Danish Corner
Gla1ve fra Astralis med de legendariske ‘gla1ve arms’ til Blast i Royal Arena. Han har dog ikke de største overarme på holdet – dem er blameF til venstre indehaveren af. Han er det, man på Fyn vil kalde en ‘hakket makker’. Foto: Mads Borne – Fotosy.dk / Danish Corner

Tager I rundt til alle events?
“Vi kommer vidt omkring med fangruppen. Vi har været til rigtig mange turneringer i hele Europa. Sverige, Tyskland, Polen og England. Jeg ved også, at der har været medlemmer til turneringer i USA. Men der er så mange turneringer om året (i hvert fald før Covid-19), at vi ikke kan rejse til dem alle og støtte holdet. Vi vælger typisk nogle ud, som vi satser på at komme mange fans afsted til. Vi prioriterer også Major-turneringer over mindre betydningsfulde turneringer.”

Kan man blive officielt optaget i Danish Corner? Eller kan man bare stille sig hen til jer på LAN? Og hvor mange er I?
“Vi har ikke nogen krav til hvordan, man kan blive medlem af Danish Corner. Det er ikke sådan, at man skal tage med til udlandet for at blive medlem. Alle er velkomne! Vi forsøger at sprede budskabet om gruppen hver gang, vi er afsted til en turnering. Vi opfordrer også medlemmer til at sprede kendskabet til gruppen blandt deres omgangskreds. Vi er lige nu 645 medlemmer.”

Foto: Mads Borne - Fotosy.dk / Danish Corner
Til CS-turneringer er der altid fyldt med både mænd, kvinder og børn. Gaming er for alle. Foto: Mads Borne – Fotosy.dk / Danish Corner

Holder I kun med Astralis eller også andre danske hold?
“Vi holder kun med holdet Astralis. Vi har fået lidt kommentarer til navnet Danish Corner, hvor folk mente, at vi skulle holde med de andre danske hold på grund af navnet. Vi har dog altid oplyst, at vi er en uofficiel Astralis fangruppe. Vi har ikke noget imod, hvis medlemmer støtter flere hold på de sociale medier eller til turneringer. Det er op til de enkelte medlemmer selv, hvem de vil holde med.”

Har I et officielt sted, man kan joine jer?
“Vi har en Facebook-gruppe. Det kræver godkendelse at blive medlem, men alle bliver accepteret. Link til vores gruppe: https://www.facebook.com/groups/1404766892941787

Foto: Mads Borne - Fotosy.dk / Danish Corner
Der er stil over det, når Danish Corner rejser rundt for at heppe på Astralis. Foto: Mads Borne – Fotosy.dk / Danish Corner

Hvordan har det været under nedlukningen, når I ikke har kunne være til LAN? Og hvad tænker I nu om f.eks. IEM uden publikum?
“Jeg ved, at rigtig mange medlemmer har savnet LAN-stemningen og de fede oplevelser, der altid følger med, når man er på tur til en turnering. Ofte tager vi ud og spiser sammen, og det sker også ret ofte (LÆS: ALTID), at vi får en øl eller ti efter en dag i arenaen.

Der har været to turneringer med tilskuere i 2021, og det er alt for lidt. Vi var ca. 20 medlemmer afsted til Majoren i Stockholm i november. Til BLAST-turneringen i København var vi mindst 50 medlemmer afsted.

Det ærgrer os rigtig meget, at de to turneringer IEM Winter samt BLAST World Finals bliver spillet uden tilskuere. Vi havde set frem til at støtte Astralis til de to turneringer og runde året af med en sejr. Nu ser vi bare frem mod 2022 og krydser fingre for, at Covid-19 ikke spænder ben for flere turneringer. I 2022 er det primært ESL Cologne (Køln), som de fleste medlemmer ser frem mod.”

Andet I gerne vil sige til Mandesidens læsere?
“Tak fordi I vil høre om Danish Corner. Hvis I godt kunne tænke jer at opleve en turnering live på tilskuertribunerne – og I er Astralis-fans – så skulle I tage at blive medlem af vores lille gruppe.”

Fotos fra www.fotosy.dk

Foto: Mads Borne - Fotosy.dk / Danish Corner
Counter-Strike kan være virkelig nervepirrende. Vi kan absolut anbefale jer alle derude at opleve det live! Foto: Mads Borne – Fotosy.dk / Danish Corner

 

Reklame: