Apple har åbnet for adgang til sine servere og udlover op til 7 millioner kr. til dem, der finder fejl i det nye Apple Intelligence-system.
Apple tilbyder nu op til 7 millioner kr. i belønning til hackere, der kan finde huller i techgigantens nye system Apple Intelligence. Udfordringen gælder virksomhedens Private Cloud Compute-servere, som håndterer de tungeste opgaver for iPhone 15 Pro og iPhone 16-serien.
Initiativet kommer i forbindelse med iOS 18.1 og udrulningen af Apple Intelligence, hvor de fleste AI-processer kører direkte på brugerens enhed. Kun tunge beregninger bliver sendt krypteret til Apples egne servere – og det er netop dem, Apple forsøger at optimerer.
Millioner for adgang til lukket server
Apple starter med at tilbyde 350.000 kr. for utilsigtede datalæk, mens mere alvorlige brud som uautoriseret kodeeksekvering kan give op mod 700.000 kr. Den højeste præmie på omkring 7 millioner kr. gives til den, der kan gennemføre vilkårlig kodekørsel med privilegerede rettigheder.
Formålet er at teste og styrke virksomhedens sikkerhed. Apple håber, at såkaldte white hat-hackere vil finde sårbarheder, før kriminelle gør det.
“Vi ønsker at belønne dem, der hjælper med at forbedre vores beskyttelse af brugernes data,” fortæller Apple i en udtalelse ifølge mediet Wealth.
Apple Intelligence skal holde data lokalt
Apple Intelligence er virksomhedens bud på en privatlivsfokuseret AI, hvor stort set al behandling foregår på selve telefonen. Kun i tunge tilfælde sendes data til Apples servere, som er bygget til ikke at gemme information om brugeren.
Systemet anvender den nye Private Cloud Compute-teknologi, som Apple markedsfører som et gennembrud i sikker AI-arkitektur. Serverne er lukkede og krypterede, og Apple hævder, at ingen – heller ikke de selv – har adgang til de data, der behandles.
Ifølge eksperter viser Apples bug bounty-program, hvor alvorligt selskabet tager datasikkerhed i en tid, hvor AI-værktøjer konstant udveksler information.