Andrew og Tristan Tate har millioner af følgere. Men hvorfor ser nogle unge mænd op til dem – og hvad siger det om tiden, vi lever i?
I skolegårde, gruppechats og på sociale medier er Tate-brødrene Andrew og Tristan blevet navne, der splitter vandene. De er kontroversielle, anklaget for alt fra kvindefjendske udtalelser til kriminelle handlinger – og samtidig hyldet af mange unge mænd som idealer. Men hvorfor?
Hos en gruppe teenagedrenge på en katolsk skole i Chicago har fascinationen taget fat for alvor, skriver Wall Street Journal.
Det handler ikke nødvendigvis om, hvad brødrene siger, men om hvad de repræsenterer. I en tid hvor nogle mænd føler sig retningsløse og overflødige, tilbyder Tate-brødrene en simpel opskrift på, hvad det vil sige at være mand: Dominér, vær stærk og giv aldrig op.
Mellem feminisme og forvirring
Samtidig med at kvinder med god grund har fået mere plads og magt i samfundet i takt med bedre vilkår for ligestillingen, står nogle unge mænd og føler sig hægtet af. Nogle oplever, at feminismen har sat spørgsmålstegn ved det, de troede, det betød at være mand.
De spørger sig selv: Må jeg stadig være ambitiøs? Skal jeg være følsom – eller dominerende? Hvad er for meget, og hvad er for lidt?
En 17-årig elev forklarer i Wall Street Journal: “Det føles som at stå i en gang med 12 døre og ingen skilte.”
Mange mænd vil gerne være stærke og selvstændige – ligesom kvinderne gerne vil – men de frygter samtidig at blive kaldt gammeldags, toxic eller arrogante.
Her træder figurer som Andrew og Tristan Tate, Elon Musk og Donald Trump frem med klare – men kontroversielle – svar: Mænd skal ikke undskylde. De skal handle, tage plads og lade selvtilliden tale.
Det resonerer især hos dem, der savner faste holdepunkter i en tid, hvor alt er op til forhandling, og hvor mange måske føler, at taler du ikke præcis samme sprog som den moderne feminisme, så er du ekstremist, en latterlig ‘boomer’ eller det, der er værre.
Perfekthedskulturens paradoks
Samtidig står mange unge overfor et andet pres: De skal være alt på én gang. Stærke – men empatiske. Ambitiøse – men bløde. Trænede – men ydmyge. Det er en tæt på umulig balance, og det fører til usikkerhed.
Se blot på datingplatforme- og programmer, hvor mange – både mænd og kvinder – søger efter den perfekte kæreste, som skal indeholde menneskelige kvaliteter, der ofte er modstridende.
“Er jeg god nok?” er derfor blevet det moderne spørgsmål for mennesker i alle aldre – men måske især for yngre mennesker. Og midt i perfektionismen og kravene er det måske ikke mærkeligt, at nogle vender sig mod tydelige, kompromisløse figurer.
Det er jo nemmere at følge nogen, der aldrig tvivler – også selvom det, de siger, er ekstremt og voldsomt.
Måske er det derfor, Tate-brødrene ikke bare forsvinder. De er et kontroversielt tegn på, at mange unge mænd har brug for at blive hørt. Ikke kun skældt ud. Ikke kun rettet ind. Måske bare lyttet til og accepteret fra en tidlig alder?
Og samtidig, som Sune Csonka skriver i Information, har vi brug for at lære unge mænd om den vigtige balance mellem manderollen og et moderne syn på køn og ligestilling: “Vi har en presserende alvorlig opgave med at vise de unge, at det at have succes, knokle for sine drømme, tjene gode penge og køre i lækre biler ikke er i modstrid med at have et moderne kvindesyn.”
Sune Csonka er boksetræner og ambassadør for PlanBørnefonden.
Herunder kan du se et af de kontroversionelle interviews med Andrew Tate:
