Annonce:

Derfor kan Audemars Piguet X Swatch Royal Pop blive årets dummeste urkøb

Swatch og Audemars Piguet har lanceret uret Royal Pop. Et hypet plastikur som måske kan ende med at være det dummeste, du nogensinde har brugt penge på.

Swatch har gjort det igen. Først kom MoonSwatch, hvor Omega Speedmaster blev kogt ned til et farverigt plastikur. Det var sjovt, nyt og lidt skørt.

Så kom Blancpain-samarbejdet med Scuba Fifty Fathoms. Stadig interessant, men også en smule mindre magisk.

Nu er turen kommet til Audemars Piguet. Og her begynder det altså at blive svært ikke at stille spørgsmålet: Hvor langt skal det her plastikshow egentlig fortsætte?

Det nye ur hedder Swatch x Audemars Piguet Royal Pop. Navnet lyder som noget fra en slikbutik, og uret er da også langt fra et ægte Royal Oak.

Artiklen fortsætter efter annoncen:

Faktisk er det slet ikke et armbåndsur. Royal Pop er et lommeur med referencer til Pop Swatch fra 1986. Det kommer i en Royal Oak-inspireret Bioceramic-kasse med ottekantet design, synlige skruer (eller noget der ligner) og en skive med Petite Tapisserie-mønster.

Med andre ord: Det ligner et Royal Oak på afstand. Men det er stadig et Swatch-ur i plastik.

Derfor kan Audemars Piguet X Swatch Royal Pop blive årets dummeste urkøb
Foto: Swatch X Audemars Piguet

Et Royal Oak-look til Swatch-pris

Swatch x Audemars Piguet Royal Pop lanceres i otte forskellige farver. Uret måler 40 millimeter uden holderen og 44,2 x 53,2 millimeter, når det sidder i sin (solsikke)snor.

Artiklen fortsætter efter annoncen:

Tykkelsen er 8,4 millimeter, og vandtætheden er beskedne 20 meter. Indeni sidder et manuelt SISTEM51-værk med omkring 90 timers gangreserve. Det lyder teknisk set mere interessant end MoonSwatch, og her skal Swatch trods alt have lidt credit. For det mekaniske værk er som i Fifty Fathoms-samarbejdet lidt sjovere end et kvartsværk.

Men det ændrer ikke på den grundlæggende pointe. Royal Pop er et plastikur til folk, der gerne vil have lidt af Royal Oak-følelsen uden at betale Royal Oak-penge.

Og det er helt fair. Langt de færreste har råd til et ægte Audemars Piguet Royal Oak. Brugtpriserne på de fleste modeller er i en helt anden verden med mange flere nuller på. Derfor er det ikke svært at forstå, at mange bliver fristet af et farverigt alternativ til en helt anden pris.

Men husk på, at det ikke er et Royal Oak. Det er et Royal Pop. Der står ikke Royal Oak nogen steder på uret.

Derfor kan Audemars Piguet X Swatch Royal Pop blive årets dummeste urkøb
Foto: Swatch X Audemars Piguet

Hvad skal man bruge et lommeur til?

Det mest mærkeligste ved Royal Pop er dog ikke prisen. Det er formatet.

Swatch og Audemars Piguet har valgt at lave et lommeur. Ikke et armbåndsur. Ikke et Royal Oak til håndleddet. Et lommeur med en snor…

Det kan bæres i lommen, hænges i en holder, sættes på en taske eller bruges som lille bordur. Swatch taler om at “bryde fri fra håndleddet og ændre måden, vi bruger ure på.”

Helt sikkert… I en måned!

Måske kommer der senere en løsning, så Royal Pop kan sættes på en rem og bruges som armbåndsur. Det ville ikke være overraskende, hvis tredjepartsproducenter allerede er i gang.

Men selv som armbåndsur vil det stadig være det samme problem. Det er en farverig Swatch-fortolkning af et af verdens mest ikoniske luksusure. Sjovt i fem minutter. Måske dyrt på det grå marked i tre uger. Og derefter sandsynligvis langt mindre interessant.

Derfor kan Audemars Piguet X Swatch Royal Pop blive årets dummeste urkøb
Foto: Swatch X Audemars Piguet

Hypen er allerede i gang

Som ved andre Swatch-samarbejder er hypen allerede begyndt.

Annonce:

Ifølge flere urmedier står folk i kø flere dage før salgsstart. Royal Pop kan købes fra 16. maj 2026 i udvalgte Swatch-butikker.

Der er en begrænsning på ét ur per person, per dag, per butik. Den slags regler gør selvfølgelig kun hypen større.

Prisen er 400 dollar for modellerne med krone klokken 12 og 420 dollar for versionerne med lille sekundviser og krone klokken 3.

Der er ingen officiel begrænset produktion. Alligevel vil de første eksemplarer med stor sandsynlighed ramme det grå marked til voldsomme priser. Det så vi med MoonSwatch. Det så vi til dels også med Blancpain x Swatch.

Annonce:

Men efter nogle måneder opdagede mange, at de måske havde betalt for meget for et ur, som i virkeligheden ikke var så unikt alligevel. Lur os, om ikke det samme sker her.

Derfor kan Audemars Piguet X Swatch Royal Pop blive årets dummeste urkøb
Foto: Swatch X Audemars Piguet

Audemars Piguet tager en risiko

Det mest interessante spørgsmål er ikke, om Swatch kan skabe hype. Det kan de tydeligvis. Spørgsmålet er, hvorfor Audemars Piguet vil være med?

Med Omega og Blancpain gav samarbejderne mere mening. Begge mærker er en del af Swatch Group. Derfor var der en intern logik i at lade Swatch lege med ikoniske modeller. Audemars Piguet er noget helt andet og i en helt anden liga.

AP er et af de få store uafhængige luksusmærker i urbranchen. Royal Oak er ikke bare et ur. Det er mærkets vigtigste model og et af de mest genkendelige designs i hele urverdenen. Skabt af legendariske Gérald Genta, som også var manden bag Patek Philippe Nautilus og flere andre berømte ure.

Derfor føles Royal Pop som et mærkeligt træk. Ja, Audemars Piguet får opmærksomhed. Ja, yngre kunder lærer måske navnet. Ja, brandet kommer ud til folk, som aldrig kommer i nærheden af en rigtig Royal Oak.

Men noget af mystikken forsvinder lidt i vores øjne.

Ferrari laver heller ikke en plastikbil med en trecylindret motor og 55 hestekræfter i et samarbejde med Dacia, bare så flere kan få følelsen af at eje en bil med Ferrari-navn på.

Derfor kan Audemars Piguet X Swatch Royal Pop blive årets dummeste urkøb
Foto: Swatch X Audemars Piguet

Vi har selv hoppet på den før

Nu skal det ikke lyde som om, vi står uden for hypen og peger fingre. Vi har selv været med og forstår det godt. Vi synes bare, at det er vigtigt at huske på, hvad du reelt køber.

MoonSwatch var en sjov idé, da det kom. Men bagefter stod mange tilbage med et ur, hvor kvaliteten ikke just imponerede. Kassen føltes billig, remmen var ikke fantastisk, og glasset kunne næsten få ridser af et strøg med et skjorteærme. Dog får Royal Pop heldigvis safirglas, som skulle kunne klare nogle tæsk. Så noget har de da lært.

Men det er stadig svært at lade sig rive helt med igen. Swatch forstår markedsføring bedre end de fleste. Men når nyhedens interesse har lagt sig, står du stadig med produktet i hånden.

Og her er spørgsmålet, om Royal Pop virkelig er så sjovt, som hypen lægger op til? Kan kvaliteten følge med? For husk på, at uret intet har med Audemars Piquet at gøre. Det er et Swatch-ur med et AP-logo på skiven – intet andet.

Skal vi holde kæft?

Swatch x Audemars Piguet Royal Pop er uden tvivl en af årets mest omtalte urlanceringer. Det får entusiaster, medier, samlere, nybegyndere og spekulanter op af stolen og til tasterne – på godt og ondt.

Der er intet galt med Swatch. Der er intet galt med Audemars Piguet. Vi har besøgt begge firmaer med stor entusiasme. Begge mærker har deres egen plads i urverdenen. Men måske skulle de bare holde op med at pille ved klassikerne? Eller skal vi bare holde kæft og se at komme ind i køen foran Swatch-butikken?

Redaktøren
Redaktøren
Mandesiden blev startet i 2012 med en enkel idé: At samle nyheder, viden og underholdning ét sted for danske mænd. Siden da er mediet vokset til en fast del af det danske digitale mediebillede med dækning af alt fra erhverv og investeringer til sport, film, biler, ure og kultur.

Indholdet produceres af en redaktion med mange års erfaring i digital journalistik. Artiklerne baseres på research, troværdige kilder og en klar redaktionel vurdering af, hvad der er relevant her og nu. Målet er at give læserne mere end overskrifter – også når historierne er lette og underholdende.

Mandesiden begyndte på Facebook og opbyggede hurtigt en stor følgerskare. I dag er mediet til stede på både hjemmeside og sociale medier og når samlet knap 100.000 følgere.

Mandesiden er gratis, opdateres dagligt og har siden starten haft fokus på én ting: At levere indhold, der er værd at bruge tid på.

Har du læst?

Annonce:

Læs mere her

Annonce: Rabat på Early Bird billetter til Auto Show

HAR DU LÆST?

Annonce:
Annonce: