Morten Wieghorst og Mads Timm
Fortsætter efter reklamen:

TV3 Sport, der er en del af Nordic Entertainment Group (NENT), ruster sig til den kommende Premier League-sæson med ansættelsen af to nye eksperter til dækningen af den bedste engelske fodboldrække.

Morten Wieghorst og Mads Timm bliver en del af det allerede meget stærke korps af eksperter. De to nye ansigter på holdet kender den bedste engelske fodboldrække indgående og på egen krop.

Morten Wieghorst var således assisterende træner for Michael Laudrup i Swansea i 2013-14 og var i denne periode med til at vinde den engelske liga cup. Wieghorst var som spiller aktiv i bl.a. Celtic, Brøndby og på det danske landshold. Som træner har han udover jobbet i Swansea været dansk U/21-landstræner og cheftræner i FCN, AGF og AaB. Fra sommeren 2020 bliver han assisterende dansk landstræner for Kasper Hjulmand, men indtil da gælder det altså arbejdet som Premier League-ekspert:

Fortsætter efter reklamen:

”Med landstrænerarbejdet et år ude i fremtiden er dette en nærmest perfekt mulighed for mig for i den periode at arbejde med verdens stærkeste og mest intense liga. Jeg ser rigtig meget frem til at fordybe mig i spillet og historierne fra England – og også til at følge de mange stærke danske spillere derovre” siger Wieghorst.

”Jeg husker fra min tid i England ligaen for at være enormt krævende og intens, og det er ikke en tendens, der er blevet mindre tydelig siden da. Der er så meget på spil i England hver eneste weekend. Den nerve og atmosfære er helt unik. Og sidste sæson ryddede de engelske hold jo også bordet ude i Europa, så niveauet bliver bare ikke højere,” siger Wieghorst.

STORT TALENT MED PÅ HOLDET

Også den tidligere Manchester United-spiller Mads Timm er klar til at træde ind i Premier League-dækningen. Timm blev i starten i 00’erne anset for at være det måske største talent i dansk fodbold, og han nåede i United at dele omklædningsrum med ikoner som Cristiano Ronaldo og Roy Keane, og han blev trænet af den legendariske manager Alex Ferguson. Det helt store gennembrud kom dog aldrig i United, hvorfor han vendte hjem til dansk fodbold, hvor han spillede i OB og Lyngby inden han som 24 årig indstillede karrieren. Siden da har han arbejdet som terapeut – senest ved Fredericia Kommune, men også i et integrationsprojekt centreret omkring fodbold i Vollsmose i Odense.

Reklame:

”Dette er på mange måder et drømmejob for mig, hvor jeg er blevet vist en stor tillid, som jeg vil gøre alt for at leve op til. Jeg glæder mig til at skulle være bindeled mellem seerne og fodbolden, det er en stor opgave, som jeg går ydmygt ind til – og endelig ser jeg frem til at blive en del af så stærkt et hold som TV3 Sports med mange store personligheder, siger Mads Timm, for hvem Premier League bare er noget helt særligt.

”Selvom Premier League igennem årene har fået et mere europæisk udtryk og dermed er blevet mere taktisk, er det stadigvæk den liga, hvor fodboldsjælen for alvor lever,” siger Mads Timm.

FODBOLDSPILLERE OG MENNESKER

Kim Mikkelsen, sportschef i NENT, ser frem til at byde de to nye eksperter velkommen.

”Det er superspændende at kunne byde velkommen til to stærke personligheder, som begge kommer med et karriereforløb, men sådan set også et livsforløb, hvor de virkelig har prøvet noget og mærket livet som både fodboldspillere og mennesker. Jeg ser enormt meget frem til, at de kan bidrage med indsigt, analyse, holdninger og perspektiv til vores dækning af Premier League.”

Mads Timm og Morten Wieghorst supplerer et i forvejen meget stærkt hold af TV3 Sport-eksperter og – kommentatorer, som i den kommende PL-sæson vil bestå af blandt andre Carsten Werge, Niels-Christian Frederiksen, Jan Mølby, Peter Kjær, Martin Jørgensen, Jesper Grønkjær, Per Frimann, Stig Tøfting med flere.

Alle kampe i den kommende Premier League-sæson kan ses på Viaplay.

Halvdelen af kampene kan ses på TV på TV3 Max og TV3+, og den anden halvdel af TV-kampene vises på kanalen Xee.

TV3 Sport står for al produktionen af Premier League-indholdet i de kommende tre sæsoner.

FAKTA

Morten Wieghorst
Alder: 48 år
Spillerkarriere:
Lyngby (1989-1992)
Dundee (1992-1995)
Celtic (1995-2002)
Brøndby IF (2002-2005)
Landshold: 6 U-landskampe, 30 A-landskampe
Trænerkarriere:
FCN (2005-06 assistent) (2006-2011 cheftræner)
U/21-landsholdet (2011-13)
Swansea (2013-14)
AGF (2014-15)
AaB (2017-18)
Danmark (assistent 2020-?)


Mads Timm
Alder: 34 år
Karriere:
Manchester United (2000-2006)
– i perioden udlånt til Viking, Lyn og Walsall
OB (2006-2008)
Lyngby (2008-2009)
Landshold: 18 landskampe for forskellige danske U-landshold – en gang udtaget til det danske A-landshold dog uden at komme på banen.

Reklame: