Jarrell Miller vandt i Madison Square Garden, men tabte håret og fik hele arenaen til at knække sammen af grin.
Det er ikke hver dag, man både vinder en boksekamp og mister sit hår foran tusindvis af tilskuere. Men det var præcis, hvad der skete for den amerikanske sværvægtsbokser Jarrell Miller lørdag aften i Madison Square Garden.
Midt i opgøret mod Kingsley Ibeh begyndte Millers toupe pludselig at løsne sig, efter han havde taget imod en serie slag. Publikum opdagede hurtigt, at noget var helt galt – og få sekunder senere var parykken på vej af.
Smed toupeen ud til publikum
Da runden var slut, opdagede Miller selv, at hårpragten ikke længere sad, som den skulle. I stedet for panik reagerede han med et grin, tog parykken af og kastede den ud til publikum.
Trods den noget usædvanlige episode holdt Miller hovedet koldt og sikrede sig sejren via split decision.
Skyder skylden på mor
Efter kampen forklarede Miller, at parykken faktisk var en nødløsning. Ifølge bokseren havde han få dage tidligere mistet sit hår efter at have brugt det forkerte shampoo hjemme hos sin mor.
“Jeg var hos min mor, og der stod nogle shampoo-flasker fremme. Jeg brugte den – og det var åbenbart noget med ammoniak eller blegemiddel. Mit hår var væk to dage senere,” forklarede han grinende efter kampen.
Herefter ringede han ifølge eget udsagn straks til sin manager og bad om en hurtig løsning.
“Få fat i en af de der parykker. Jeg smed den bare på,” sagde Miller og tilføjede: “Jeg er komiker. Jeg kan godt grine af mig selv.”
Selvom episoden hurtigt gik viralt på sociale medier, ændrede det ikke kampens udfald. Miller forlod ringen som vinder – bare uden hår.
Kilde: Sky News

