Det er oppe i tiden at være sjov, og det påvirker i den grad også vores syn på taler. Er du også blandt dem, der drømmer om at holde en sjov tale, der får folk til at grine? Vi har talt med Trine Bitsch fra Danske Taleskrivere om, hvordan du kommer i mål med at skrive en sjov tale, der underholder.

Der er intet, der siger så meget om andre mennesker som en god historie. Hvis du gerne vil holde en sjov tale, så er en brainstorm over nogle gode historier et rigtig godt sted at starte. Det handler om at huske på de sjoveste oplevelser, du har haft med den, du skal holde talen for. Det at være sjov kræver, at du har nogle gode og velstrukturerede historier parat lige i ærmet. Du kommer altså ikke uden om god og grundig forberedelse, hvis du vil servere en sjov tale. Selv de største stand-up-komikere bruger typisk rigtig meget tid på at skabe deres sjove jokes. De udvælger også deres historier med omhu, som de så tvister og øver til de sidder lige i skabet. Og selvom du ikke vil springe ud som stand-up-komiker, så kræver det altså samme type forberedelse.

Fortsætter efter reklameblokken:

Humor handler om timing
Humor er et universelt værktøj, der kan bruges til at samle en forsamling og sågar splitte en gruppe af mennesker. Den samme humor er ikke universelt for alle. Måske har du også mødt udlændinge, der simpelthen ikke forstår den danske sarkasme og til tider sorte humor, vi besidder. Derfor er det bidende nødvendigt at gøre sig klar, hvem der skal synes ens tale er sjov, inden man går i gang med at skrive den. Din familie vil næppe grine ad de samme jokes som dine venner. Ligesom at blondiner næppe vil grine af jokes der omhandler dem, mens andre måske vil. Så inden du sætter dig ved tasterne, skal du analysere dig frem til, hvem du skal tale for. Hvis du er i tvivl om, hvem du vil have til at grine, er en god hovedregel for humoren i ens tale, at ens bedstemor skal kunne tåle at høre den.

Den sjove tale tager udgangspunkt i dig selv
Det er altid bedre at gøre grin med sig selv end andre, hvis du gerne vil have folk til at grine af dig. Du får bare større sympati, hvis du gør grin med sig selv frem for andre. At være grov sjov kan sagtens få folk til at grine, men latter kan være udtryk for meget forskelligt. Som publikum kan vi både grine, fordi vi synes noget er sjovt. Men vi griner faktisk også, hvis vi bliver chokeret. Det bør derfor aldrig være en målstok i sig selv at få folk til at grine. Du skal altid gøre op med dig selv om de pointer, du vil servere, er sjove eller stødende.

Zoom effekt gør det hele lidt sjovere
Hvis du har mulighed for at træde ti skridt væk fra den sjove situation, du gerne vil beskrive, bliver det hele altid lidt sjovere og mere komisk. Måske har du og fruen været ved at rive håret af hinanden, da I skulle finde vej i de franske alper. Men hvis du lige ser det i helikopter perspektivet, så er det jo universelt det med at konflikte med ens bedre halvdel, så det vil de fleste kunne relatere og grine ad, hvis det bliver brugt på en sober måde. Hvor du ikke udstiller din bedre halvdel, men jer begge to for at være nogle stædige fjolser.

Reklame:

Vi vil ønske dig held og lykke med at skrive en sjov tale. Og her på falderebet vil vi huske dig på at starte i god tid med at få skrevet talen.

Reklame: