At lægge mærke til udseendet er nærmest uundgåeligt – vi har alle sammen øjne, men det betyder ikke, at vi ikke kan lære at styre vores mund. Det skriver Michala Rubinstein i denne klumme.
’Du har da tabt dig’, siger en veninde til mig med et forventningsfuldt blik, som om hun lige har fortalt mig, at jeg har vundet i Lotto. ’Men du må ikke blive tyndere nu. Dengang du var det, lignede du et fugleskræmsel,’ kommer hurtigt derefter, og det bliver tydeligt for mig, at jeg aldrig kan vinde den kamp, der udspiller sig i det evige kommentarspor, som forfølger en kvindekrop.
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige til det, og det var næsten lige så akavet for mig, som da en fyr i byen prikkede mig i maven og sagde, at jeg burde træne noget mere. For tyk, for tynd, for trænet, for slap. Jeg er træt af, at der er frit spil, når det handler om at kommentere på kvinders udseende. Vi kan aldrig bare være. Det er blevet så normaliseret at den næsten er sat på autopilot. Vi tænker slet ikke over det før ordene er ude af munden på os.
Jeg sad for nyligt i en vennegruppe og så på feriebilleder. Når mændene viste billeder af deres venner og bagefter spurgte kvinderne, hvad de syntes, blev svaret lidt vigende ”han ser da meget sød ud” for hvor meget kan man lige sige om en person man aldrig har mødt? Da det kom til kvinderne, var mændene til gengæld hurtige med at tage bladet fra munden, og pigerne de aldrig havde mødt, fik en masse kommentarer med på vejen. “Hun ser lækker ud. ”Nej, hendes bryster er for små” “Jamen hun har en god røv” “Hun havde været pænere, hvis hendes næse havde været lidt mindre, hun ser også lidt gammel ud.”
Og vi kvinder er lige så slemme til at kommentere på hinanden. Man kan spørge sig selv, hvorfor det blev socialt acceptabelt at kommentere på andre kvinders udseende højlydt i offentligheden, det er næsten lige så normalt som at tale om vejret. Måske har det i virkeligheden altid været sådan. Er det til gengæld mænd, der kommenteres på, er det pludselig ikke socialt accepteret længere. Kommentarer som “han ser lav ud, han er for tyk, han er næsten skaldet, eller han er da grim” vil blive set som tarvelige og som mangel på social pli og opdragelse.
En ny scene for en gammel kultur
De senere år har vi talt meget om hadefulde kommentarer på sociale medier – hvordan børn som unge og sågar granvoksne, fornuftige mennesker ’troller’ hinanden med svinske og upassende kommentarer, mens de gemmer sig bag skærmens kølige lys. Vi har talt om det, som om det er et problem affødt af de sociale medier. Men det er jo på niveau med at give bilen skylden for spritkørslen.
De sociale medier er bare en ny scene, hvor en oldgammel kultur udspiller sig og genafspiller sig som en plade, der er gået i hak. Det er en gammel, grim og indgroet vane, hvor vi kommenterer råt for usødet, frit fra leveren, bramfrit og ubarmhjertigt på udseende – især kvinders. Vi opfører os som hjælpeløse børn, der bare konstaterer, hvad vi ser
uden andet formål end at gøre opmærksom på, at vi så det.
Måske skal vi overveje, om vi egentlig ikke er ved at være voksne nok til kun at kommentere på vores visuelle indtryk, hvis vi vil noget med vores kommentar og tør tage ansvar for, hvad end intention vi så måtte have.
Nogle vil måske sige, at vi kvinder også er umulige at stille tilfredse. At vi jo også ønsker komplimenterne, hvis vi har shinet os op med læbestift, ny frisure eller stiletter, der tager os til de højeste luftlag – men det er faktisk ikke så kompliceret endda, for der er forskel på kommentarer og komplimenter.
De negative kommentarer er vi selvsagt helst foruden, men konstateringerne, de knastørre kommentarer uden formål bør vi vokse fra. ’Du har da tabt dig’ er jo en lige så interessant kommentar, som når barnet bare råber ’rød traktor!’.
Michala Rubinstein er skuespiller, model og foredragsholder. Læs mere på www.michalarubinstein.com
