Svensk parti vil tillade intimt samvær på arbejdet for at øge trivsel og fødselstal. Måske en idé at indføre i Danmark?
Et opsigtsvækkende forslag er nu sendt videre til politisk behandling i Sverige. Centerpartiet i Älvdalen vil give kommunalt ansatte mulighed for at have sex i arbejdstiden som en del af den officielle “friskvårdstime”.
En friskvårdstime er betalt arbejdstid, som ansatte må bruge på aktiviteter, der fremmer sundhed og velvære.
Ifølge forslaget skal friskvårdstimen kunne bruges til valgfri sundhedsfremmende aktivitet, herunder frivillig og samtykkende intimt samvær.
Det fremgår af et forslag, som kommunalbestyrelsen nu har sendt videre til yderligere behandling.
Formanden for Centerpartiet i Älvdalen, Torbjörn Zakrisson, kalder forslaget en anderledes og bevidst provokerende måde at sætte fokus på både trivsel og faldende fødselstal. Han beskriver initiativet som en modernisering af friskvårdstimen.
“Det er en sjov vinkel på at opfordre til flere børn,” lyder det fra partiformanden.
Et lignende tiltag har tidligere været afprøvet i Övertorneå kommune, hvor håbet også var at øge befolkningstallet.
Om forslaget i Älvdalen ender med at blive vedtaget, er endnu uvist, men det har allerede vakt betydelig debat i Sverige.

