Folkemødet hylder demokratiet og fællesskabet, men kritikere kalder det en dyr, elitær netværksfest langt fra hverdagsdanskeren og endnu længere fra åben dialog.
Hvert år samles politikere, interesseorganisationer og virksomheder i Allinge på Bornholm til Folkemødet. Ifølge arrangørerne handler det om at “dyrke den demokratiske samtale” og mindske afstanden mellem borgere og beslutningstagere.
Men kritikken af begivenheden vokser – og den retter sig mod netop det, Folkemødet påstår at stå for.
For hvordan kan man hævde at være folkelig, når man afholder et politisk topmøde på en ø, som kræver færge, fly og ofte en månedsopsparing for at nå frem til og bo på?
Og hvordan kan man tale om åbenhed, når lokale medier boykottes, kritiske stemmer sorteres fra, og adgang til taletid i stigende grad afhænger af, om man allerede er en del af det politiske netværk?
“Den åbne samtale” – for hvem?
Folkemødet skriver, at de “giver borgerne mulighed for at møde beslutningstagerne ansigt til ansigt”. Alligevel har både Bornholms Tidende og TV 2/Bornholm mødt lukket dør, da de bad om interviews med direktøren og bestyrelsesformanden.
Kritikken af lukkethed blev særlig voldsom efter en række interne opgør i organisationen, hvor både pressechef, næstformand og programansvarlig forlod foreningen i protest mod ledelsesstilen.
De interne konflikter kulminerede med direktør Peter Christiansens afgang – kort efter, at Folkemødet havde mødt massiv kritik for et brev med “råd” til, hvordan man skulle håndtere larmende demonstranter.
Flere politikere mente, at foreningen gik demonstranternes ærinde, og en række prominente navne valgte helt at blive væk.
Bornholm som symbol – og barriere
Folkemødets placering i Allinge skaber en stemning, der af mange beskrives som charmerende. Men den geografiske afstand og de høje priser på både transport og logi betyder i praksis, at det langt fra er alle, der kan deltage.
Kommentatorer har sammenlignet udgiften med en tur til Rom eller Paris – og det er ikke kun sagt i spøg.
Kritikere har peget på, at arrangementet fungerer som en festival for eliten: lobbyister, PR-folk, politikere og medier.
Mens de nyder netværksarrangementer og dyr middag med havudsigt, står den almindelige borger udenfor – bogstaveligt talt.
En studerende kaldte det “elitemødet” og bemærkede, at mikrofonen i praksis kun gives til dem, der allerede er en del af kredsen.
Et demokrati med adgangskrav
Folkemødet insisterer på, at alle kan deltage. Det er teknisk set rigtigt. Man kan komme gratis ind – hvis man altså kan finde en seng, betale rejsen og få fri fra arbejde midt i juni.
Men det ændrer ikke ved, at adgangen til indflydelse, taletid og netværk kræver noget langt mere eksklusivt: forbindelser, penge og adgangskort til de lukkede telte.
Som en kommentator i Jyllands-Posten skrev: “Det er en festival, hvor eliten netværker, mens folket ser på.”
Skal Folkemødet leve op til sit navn, kræver det måske lidt mere end fællessang og solskin over ‘betydningsfulde’ danskere. Det kræver en reel vilje til at åbne både scenen og samtalen – også for dem, der ikke taler med fra toppen.
