Putin hævder, at NATO og nazister truede Rusland, men sandheden er en anden. Her er årsagen til at Rusland i virkeligheden invaderede Ukraine.
Den 24. februar 2022 beordrede Vladimir Putin den største krig i Europa siden 1945. Millioner af ukrainere er siden blevet drevet på flugt, og tusindvis af soldater og civile er blevet dræbt. Men hvad fik Rusland til at invadere Ukraine i første omgang?
Propagandaen: Putins begrundelser for krigen
Ifølge Kreml var invasionen en reaktion på trusler fra Ukraine og Vesten. Men ved nærmere eftersyn er de officielle russiske forklaringer fyldt med propaganda og fordrejninger. Lad os se nærmere på nogle af de mest udbredte myter:
- “Ukraine er et fjendtligt land”: Før 2014 var Ukraine ikke fjendtligt over for Rusland. Landet havde gode relationer til sin store nabo mod øst. Først efter Ruslands ulovlige annektering af Krim i 2014 opstod den egentlige konflikt.
- “Ukraine er styret af nazister”: Dette er en gentagelse af den propaganda, Rusland også brugte i 2014. Der er ingen belæg for, at Ukraine styres af nazister – dets præsident, Volodymyr Zelenskyj, er endda jøde.
- “NATO udgør en trussel mod Rusland”: Ukraine søgte allerede i 2008 om NATO-medlemskab, men NATO satte processen på pause. Faktisk har Ruslands aggressioner i 2014 og 2022 været den største drivkraft bag NATO’s udvidelse med Finland og Sverige.
- “EU-provokerede invasionen”: Ukraine har haft tætte forbindelser med EU i årtier, uden at Rusland tidligere har protesteret. Først da Ukraine i 2013 begyndte at nærme sig en handelsaftale med EU, ændrede Kreml sin politik dramatisk.
Den egentlige årsag til invasionen
Den virkelige grund til invasionen skal findes i Putins frygt for demokrati. De store pro-demokratiske demonstrationer i Rusland i 2011-13 skræmte ham.
Hvis Ukraine kunne udvikle sig til en succesfuld demokratisk stat, ville det kunne inspirere russerne til at gøre det samme. Det kunne true Putins greb om magten.
Da Ukraines prorussiske præsident, Viktor Janukovitj, blev væltet i 2014 efter massedemonstrationer, greb Putin ind.
Rusland annekterede Krim og støttede oprør i det østlige Ukraine. Men det var ikke nok til at sikre russisk kontrol over landet. I 2022 valgte Kreml derfor en fuldskala invasion.
Rusland og Ukraine: En historisk kamp
Putin har flere gange forsøgt at omskrive historien for at retfærdiggøre invasionen. Han påstår, at Ukraine historisk set altid har været en del af Rusland, men virkeligheden er en anden:
- Ukraines uafhængighed: I 1991 stemte 92,3 % af ukrainerne for uafhængighed fra Sovjetunionen – også i de russisktalende områder som Donetsk og Luhansk.
- Internationale aftaler: I 1994 underskrev Rusland, USA og Storbritannien Budapest-memorandummet, hvor Rusland lovede at respektere Ukraines grænser i bytte for, at Ukraine opgav sine atomvåben.
- Putins foragt for Ukraine: Putin har gentagne gange beskrevet Ukraine som en kunstig stat, hvilket afslører hans egentlige ambition – at genopbygge det russiske imperium.
Hvad vil Rusland opnå?
Putins mål er ikke kun at forhindre Ukraine i at blive en del af NATO eller EU. Han ønsker at undergrave dets suverænitet og sikre russisk dominans i regionen.
Ved at besætte dele af Ukraine kan han signalere til andre tidligere sovjetstater, at de ikke kan vælge deres egen fremtid uden Moskvas tilladelse.
Hvad sker der nu?
Krigen har allerede haft enorme konsekvenser for Rusland. Økonomiske sanktioner har ramt landet hårdt, og dets hær har lidt store tab.
Samtidig har invasionen styrket Ukraines nationale identitet og øget støtten til NATO-udvidelsen i Europa.
Selvom krigen stadig raser, har Ruslands oprindelige mål – at overtage Ukraine hurtigt – slået fejl.
I stedet er konflikten blevet en langvarig og blodig krig, som har svækket Ruslands internationale position og bragt det tættere på isolation.
Konklusion: En krig drevet af frygt og imperialisme
Den russiske invasion af Ukraine handler ikke om NATO, EU eller nazister. Den handler om Putins frygt for et frit Ukraine og hans ønske om at genskabe Ruslands storhed.
Men modstanden fra Ukraine og det internationale samfund viser, at Putins vision ikke deles af resten af verden – heller ikke af mange af hans egne borgere.
