Er Donald Trump ved at blive dement? Det mener flere neurologer nu, at der vises flere og flere tegn på. Læs med her.
En amerikansk neurologiprofessor mener, at Donald Trumps kropsholdning og ufrivillige bevægelser bør tages alvorligt.
Ifølge eksperten rækker observationerne ud over sociale mediers memes og kan pege på neurologiske problemer, som offentligheden bør kende til.
Debatten om Donald Trumps helbred er igen blusset op. Denne gang handler den ikke om kostvaner eller alder, men om synlige fysiske tegn, som ifølge en neurolog kan være forenelige med alvorlige hjernesygdomme.
Det fremgår af en kommentar i Psychology Today, skrevet af neurologen Richard E. Cytowic.
Cytowic er professor i neurologi ved George Washington University og har i årevis beskæftiget sig med at vurdere sygdomstegn hos offentlige personer ud fra åbent tilgængelige observationer.
Han understreger, at den amerikanske befolkning har krav på et præcist billede af præsidentens helbred.
Ifølge Cytowic er det især Trumps fremadlænede kropsholdning, der vækker bekymring. Den type holdning ses ofte ved Parkinsons sygdom, men kan også forekomme ved Alzheimers demens, lidelser i hjernens basalganglier eller som bivirkning af visse typer medicin.
Han peger desuden på pludselige, rykvise bevægelser i Trumps højre arm. Bevægelserne ses kun i den ene side af kroppen og beskrives som såkaldte hemiballistiske bevægelser.
Under en mindeceremoni ved Den Ukendte Soldiers Grav på Memorial Day kunne man ifølge Cytowic se Trump forsøge at holde sin højre arm i ro ved at gribe den med venstre hånd. Samtidig noterede han ukontrolleret svajen og en tydelig foroverbøjning.
Trump har tidligere fremhævet, at han bestod en kort kognitiv screening med topkarakter. Men ifølge Cytowic er testen en simpel undersøgelse, som de fleste voksne uden problemer klarer.
For en neurolog er det derimod gangmønster, kropsholdning og ufrivillige bevægelser, der giver anledning til spørgsmål.
Mulige forklaringer på Trumps opførsel ifølge eksperter
Cytowic understreger, at der findes flere mulige forklaringer på symptomerne. Degenerative hjernesygdomme i pandelapperne, herunder frontotemporal demens og Picks sygdom, er blandt de muligheder, han nævner.
Også normaltrykshydrocephalus, sensorisk ataksi, perifer neuropati, små blodpropper i hjernen og Parkinsons sygdom kan give lignende tegn.
Særligt frontotemporal demens har i de senere år været nævnt af andre eksperter. Psykologerne Harry Segal og John Gartner har tidligere udtalt, at Trump udviser tegn på forringet motorik, sproglige problemer og et bredt gangmønster, som de mener passer med netop denne demensform.
Frontotemporal demens adskiller sig fra Alzheimers ved primært at ramme personlighed, dømmekraft, adfærd og sprog.
Sygdommen kan også give motoriske symptomer som stivhed, rysten og balanceproblemer. Ifølge sundhedsmyndigheder udvikler sygdommen sig gradvist og kan føre til behov for fuldtidspleje.
Offentlighedens ret til viden om Donald Trump og mulig demens
Trump har ikke offentligt anerkendt nogen neurologisk sygdom, og der foreligger ingen officiel diagnose. Hans stab har tidligere afvist spekulationer om helbredet som politisk motiverede angreb.
Alligevel mener Cytowic, at spørgsmålet ikke kan affejes. Ifølge ham er præsidenten en offentlig person med enorm magt, og derfor bør vælgerne have indsigt i hans neurologiske helbred.
Det handler ikke om politisk uenighed, men om tillid til dømmekraften hos den person, der sidder med ansvaret som øverstbefalende.
Herunder kan du se endnu en neurologs bud på, hvad der kan være galt med Donald Trump:
Og herunder kan du se hele Trumps seneste tale fra World Economic Forum:

