Lissabon, Lisboa – en by med mange navne, men som alle indikerer, at du er i Portugals hovedstad.
En by der er kendt for sine mange smalle og smukke gader, det varme klima og ikke mindst de fotogene sporvogne. Men faktisk er deres madscene også yderst acceptabel.
Som i enhver anden storby i Europa kan du finde alt fra burger, ramen, pizza og hvad der ellers trender i tiden. Men for mig er det ikke det, der trækker. Nej, jeg skulle finde de “hidden gems” i den smukke by. Der, hvor lokalbefolkningen vælger at spise. Hvor det portugisiske køkken møder en kok, der sætter pris på sit erhverv. Et sted hvor der ikke står en “picker” på gaden og råber “happy hour, happy hour”. Hvor det eneste jeg tænker er: netop fordi du står der og skråler, så besøger jeg ikke dit sted. Men det må jo virke? Jeg sætter skylden på briterne.
Nå, men i jagten på det lokale hyggelige sted ender jeg faktisk i et af de førnævnte “happy hour”-områder og når lige at tænke: “nej, satme nej”. Men jeg bliver heldigvis ledt ind i en gyde af GPS’en. Her dukker skiltet med navnet på restauranten op: DISCRETO.
Atmosfære & Indretning: 3/5 ⭐
På dansk betyder navnet “diskret”. Hvilket det ved første øjekast også virker til at være. Et lille sted, hvor der hverken står en picker på gaden og skråler, eller er en indgang, der ser ud af særlig meget. Der står to træstole og en tjener, der snakker i telefon. Jeg tropper op lidt over 19 og spørger, om jeg kan få et bord til en.
De kigger lidt mærkeligt på mig, men viser mig hen til et bord i hjørnet af restauranten. Ved første tanke tænker jeg, at de finder det spøjst, at jeg spiser alene. Men nej – det skæve blik skyldtes, at jeg ankom kl. 19. De fleste lokale restauranter i Lisboa åbner først dér, da kulturen er at spise omkring kl. 20 tidligst. Men altså – jeg var sulten og havde ikke lige fået læst op på den del.
Menukortet blev placeret foran mig. En kæmpe tavle, der var håndskrevet.
God gimmick. Intet printet, intet fast kort. Det viser gode takter.
Madoplevelse: 4/5 ⭐
Jeg kigger længe og vælger i første omgang at bestille sardiner med tomatris til hovedret. Samt den klassiske starter i form af brød, smør og lidt oliven.
Først kommer brødet med tilbehør ind. Jeg gør mig klar til at mæske mig i gluten, men nærmest før jeg er gået i gang og sat tænderne i brødet, står hovedretten allerede klar. Ikke helt hvad jeg forventer af en starter. Men altså – jeg skubber brødet lidt til side og skal til at berige min mund med hovedretten. Men her går det op for mig, at den skal liiige stå og dampe af. For nøj, den var varm!
Jeg går tilbage til brødet og lader retten finde en mere spisevenlig temperatur. Men her stopper mine problemer så også. For efter lidt tid, en korrekt temperatur – så er der kun glæde tilbage.
For hvor er retten velbalanceret mellem salt og syre. Det er som at spise et måltid, hvor der er tænkt mere på smag og behag end på at imponere dig som gæst.
De sprøde sardiner, de veltilberedte ris, syren fra tomaten og cremen til fedmen. En mundfuld, der føles mest af alt som at få et varmt kram af en god ven.
Faktisk var det madglade kram så godt, at jeg måtte tilbage. Så den sidste dag jeg havde i Lisboa, besøgte jeg stedet endnu en gang. Her blev jeg taget hjertevarmt imod og fik en længere fortælling fra tjeneren om, hvor han var født, forskellen på landet og meget mere. Værdsat, når man sidder som den eneste på stedet. Ikke fordi der ingen gæster kom, men fordi jeg igen var troppet op kl. 19:00 – dumme dansker.
Efter den hyggelige snak kom min mad. Denne gang en codfish cake. Igen i en noget nær perfekt balance. På intet tidspunkt manglede jeg salt eller syre.
Faktisk var oplevelsen så god, at min første tanke var, at jeg ville spørge efter opskriften. Et stempel jeg sjældent sætter.
Men nu til stjernen i showet: en blæksprutte-stuvning. Måske noget, der ville få mange danskere til at løbe skrigende væk. Men nu fortæller jeg lige en hemmelighed: når blæksprutte er tilberedt korrekt, så er det noget af det lækreste, du kan spise fra havets dybe, stille ro. Så har vi det på det rene. Glem alt om de dumme ringe, du får på “all you can eat”-stederne. Det har intet med blæksprutte at gøre.
På Discreto var blæksprutten lavet med kærlighed. Veltilsmagte ris, der ikke var udkogte, og en chiliolie med utrolig aromatisk smag. Men en disclaimer her – pas på med den, den er godt nok stærk! Blæksprutten var mør som det dyreste stykke kobekød, og stuvning prægede smagsløgene med en masse varme krydderier. Igen et kram – et varmt og kærligt kram.
Value for Money: 4/5 ⭐
Så hvis du befinder dig i Lisboa og har brug for et kram, har et sted mellem 150-200kr pr. person til rådighed, så drej forbi Discreto. Du vil gå derfra fuld af spiselig kærlighed.
