Gratis færge

Som en del af sommerpakken bliver det gratis for alle gående og cyklister at sejle til de danske øer i hele juli – og markant billigere for alle i august og september. 53 færgeruter er nu tilmeldt ordningen, som formanden for Landdistrikternes Fællesråd og erhvervsministeren håber vil få flere danskere til at holde ferie på nogle af de 38 danske øer, der er en del af Ø-passet.

Der findes 38 steder i Danmark, som kun kan nås ved at krydse havet. Går man om bord på færgen, er der kun én vej tilbage. Øerne er en del af Ø-passet, som drives af Landdistrikternes Fællesråd og bliver omdrejningspunktet for en storstilet turismekampagne, der skal få flere danskere til at vende udsynet indad og genopdage Danmark som feriedestination.

Som en del af sommerpakken, der blev indgået i juni af regeringen og et bredt politisk flertal af Folketingets partier, bliver det samtidig endnu billigere og lettere at tage på ø-ferie i Danmark. Faktisk bliver færgeturen gratis for cyklister og gående i hele juli og billigere for alle – også for biler – i august og september.

53 forskellige ruter

Stort set alle indenrigs færger, nemlig 53 færgeruter, er en del af ordningen, oplyser Transport- og Boligministeriet i en pressemeddelelse.

Fortsætter efter reklameblokken:

– Vi skal på opdagelse i vores eget land i år, og her vil de gratis færger og øget markedsføring uden tvivl bidrage til, at flere danskere retter blikket mod de oplevelser, man kan finde rundt i vores smukke land, siger formand for Landdistrikternes Fællesråd Steffen Damsgaard og fortsætter:

– Ø-passet en formidabel guide til det danske ørige. Vi er i fuld gang med at udmønte sommerpakken og har allerede søsat en række initiativ, der skal bidrage til at booste ø-turismen og udvikle selve Ø-passet. Det er i den grad værd at videreudvikle, for passet åbner for så mange muligheder og oplevelser for alle målgrupper. Fra de adventurelystne til børnefamilien over ægteparret med voksne børn. Vores øer omfavner dem alle.

Vigtigt med ferie i Danmark

Reklame:

Det har været en afgørende prioritet for regeringen at gøre det attraktivt at holde sin ferie i alle dele af Danmark, fortæller erhvervsminister Simon Kollerup (S).

– I år er det ekstra vigtigt, at vi alle støtter op om livet i sommerlandet og hjælper vores virksomheder, der er hårdt ramt af corona-krisen. Det gælder også i landdistrikterne, hvor jeg ved, hvor vigtigt det er, at folk kommer forbi og lægger en skilling hos den lokale kro eller lejer et sommerhus, siger erhvervsminister Simon Kollerup og fortsætter:

– Derfor er jeg også rigtig glad for, at det nu bliver muligt at komme gratis en tur ud på alle vores dejlige øer rundt omkring i Danmark. Det er netop meningen bag sommerpakken; at mange af os kommer ud i sommerlandet og holder hjulene i gang, så kroerne, butikkerne og oplevelserne også er der til næste år.

Færger hvert minut

Reklame:

Hos Danske Rederier fortæller viceadministrerende direktør Jacob K. Clasen, at man forventer, at mange danskere vil benytte sig af de gratis færgeoverfarter.

– Der går en færge til eller fra en dansk havn hvert eneste minut, så der skulle være rig mulighed for at bruge en af gratisbilletterne til at hoppe på en af færgerne til de mange skønne øer, vi har rundt omkring i sommerlandet, siger Jacob K. Clasen og fortsætter:

– Vi forventer, at en del gående og cyklende turister vil benytte sig af denne mulighed henover juli, og da flere end normalt nok vælger at blive i Danmark denne sommer, ser vi frem mod vi en travl periode for indenrigsfærgerne, selvom 6-dages reglen fortsat begrænser antallet af udenlandske gæster.

Det er fortsat de enkelte færgeselskaber, som er ansvarlige for billettering. Booking af billetter og generelle spørgsmål kan derfor rettes til selskaberne. Landdistrikternes Fællesråd opfordrer til, at man kontakter færgeselskaberne forud for rejsen for at sikre sig en billet.

FAKTA: Her kan du sejle gratis med færge i juli, hvis du er gående eller på cykel

  • Sjællands Odde-Ebeltoft
  • Sjællands Odde-Aarhus
  • Køge-Rønne
  • Gudhjem-Christiansø
  • Hundested-Rørvig
  • Havnsø-Sejerø
  • Holbæk-Orø
  • Kalundborg-Samsø
  • Stigsnæs-Agersø
  • Stigsnæs-Omø
  • Stubbekøbing-Bogø
  • Bandholm-Askø
  • Fejø-Kragenæs
  • Femø-Kragenæs
  • Tårs-Spodsbjerg
  • Fåborg-Søby
  • Fåborg-Avernakø-Lyø
  • Svendborg-Ærøskøbing
  • Svendborg-Skarø-Drejø
  • Rudkøbing-Marstal
  • Rudkøbing-Strynø
  • Assens-Baagø
  • Søby-Fynshav
  • Bøjden-Fynshav
  • Ballebro-Hardeshøj
  • Barsø Landing – Barsø
  • Aarø-Aarøsund
  • Snaptun (Horsens)-Endelave
  • Hov-Samsø
  • Hov-Tunø
  • Hammer Bakke-Orø
  • Grenaa-Anholt
  • Udbyhøj Nord – Udbyhøj Syd
  • Hals-Egense
  • Frederikshavn-Læsø
  • Feggesund overfart
  • Næssund overfart
  • Hvalpsund-Sundsøre
  • Branden-Fur
  • Kleppen-Venø
  • Thyborøn-Agger
  • Esbjerg-Fanø
  • Livø-Rønbjerg
  • Mellerup-Voer
  • Marstal-Birkholm
  • Faaborg-Bjørnø
  • Aalborg-Egholm
  • Hjarnø-Snaptun
  • Kulhuse-Sølager
  • SeaHawk (Øhop sydfyn)
  • Hjarnø-Alrø
  • Havnsø-Nekselø
  • Svendborg-Hjortø
Reklame: