Den kvindelige orgasme har længe været et mysterium, men nu er et forskerhold tættere på at forklare et af biologiens store mysterier – ved hjælp af kaniner.

Forskere har haft svært ved at forklare, hvorfor kvinder får orgasme. For der er tilsyneladende ingen biologisk årsag til, at kvinder får den – med mindre formålet udelukkende er at give kvinden velbehag. Nu udfordrer nyt studie den forklaring.

En gruppe af forskere har kigget på kaniner i jagten på at forstå den kvindelige orgasme – og det har ledt til nye opdagelser. Det nye studie sandsynliggør, at den kvindelige orgasme kan hænge sammen med, når kvinden frigiver æg.

Forskerne har nemlig fundet denne mekanisme hos kaniner.

Det er ikke nyt, at forskerne bag undersøgelsen peger på netop ægløsning som en mekanisme, der tidligere har været forbundet med orgasme, men nu finder de altså opbakning i deres påstand ved at studere kaninhunner.

Mekanismen findes fortsat hos flere dyrearter. Og her har orgasmen den funktion at frigive hunnens æg under parring.

Men da kvinder i dag har spontan ægløsning, har forskere en teori om, at den kvindelige orgasme er et levn fra fortiden.

»Vi ved, at der er en refleks hos kaniner, men spørgsmålet er – kunne det være samme mekanisme hos mennesker, der bare har mistet sin funktion?« siger adjunkt Mihaela Pavličev ved University of Cincinatti til The Guardian.

For at undersøge spørgsmålet gav forskerne 12 kaniner fluoxetin (også kaldet Prozac) i to uger.

Kaninhunner frigiver æg under orgasme

Forskerne undersøgte hunkaniner ved at give dem det antidepressive middel Fluoxetin. Et middel, der er kendt for at reducere kvinders evne til at få orgasme.

I forsøget med kaninerne viste det sig, at det antidepressive middel reducerede kaninernes produktion af æg med 30 procent.

Ifølge Pavličev er der behov for eksperimenter med andre dyr for at forstå mere om den kvindelige orgasme.

Selvom teorien måtte være korrekt, er der stadig en række spørgsmål, som forskerne ønsker besvaret – blandt andet hvorfor orgasmen stadig findes hos kvinder, når den umiddelbart har en funktion i forplantningsprocessen.

Det nye studie er blevet udgivet i tidsskriftet Proceedings of the National Academy of Sciences.

Kilde: Videnskab.dk