Julen og nytåret er forbi, og de første sneglade danskere har allerede sat kurs mod den årlige skiferie. Men inden du sætter dig i bilen, er der en række ting, du skal have styr på, hvis du vil styre uden om uheld og bøder.

Mens vi stadig venter på vinterens første sne herhjemme, er bjergtoppene i vores nabolande dækkede af sne, og i 2020 forventes op mod 200.000 danskere at tage på skieferie. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Favoritdestinationerne er Østrig, Norge og Sverige, og mange danskere vælger selv at køre dertil. Er du en af dem, skal du huske at tage dine forholdsregler, da bilen både har mere læs på end normalt, kører et længere stræk og er udsat for koldere temperaturer end i Danmark. Det fortæller Nis Kornum, der er bilekspert i Biltema.

– Bilen er på hårdt arbejde på en kør-selv-skiferie, og det kan hurtigt blive en træls start på ferien, hvis der opstår problemer og sker uheld undervejs, eller hvis man får bøder for ikke at opfylde de gældende krav i det land, man opholder sig i.

Regler for vinterkørsel i udlandet

Det er som regel små og simple tiltag, der kan være med til at gøre bilen køreklar til vinterferien og sikre, at turen frem og tilbage forløber smertefrit. Nis Kornum giver her fire gode råd til, hvad du bør være særligt opmærksom på:

1. Tjek regler for vinterdæk og snekæder i Europa

I nogle lande er det obligatorisk at køre med vinterdæk, mens det i andre lande kun er nødvendigt i vinterligt føre. I Sverige og Tyskland er der vinterdækspligt, og i Norge er der helt specifikke regler som for eksempel en mønsterdybde på mindst tre millimeter – og overholder du ikke det, kan det give bøder på over 500 kroner per dæk. Det samme gør sig gældende for brugen af snekæder, der både kan være lovpligtige og nødvendige, og de bør derfor altid ligge i bilen.

2. Korrekt sikkerhedsudstyr

Hvis uheldet skulle være ude, er det vigtigt, at du har det rigtige sikkerhedsudstyr i bilen. Det omfatter en advarselstrekant, refleksveste til alle i bilen samt en brandslukker og førstehjælpskasse.

3. Giv din bil et serviceeftersyn

  • Foretag et olietjek, så bilen ikke løber tør.
  • Smør silikone på gummilisterne omkring døre og bagklap, så de ikke fryser fast.
  • Hæld frostsikre køler- og sprinklervæsker på bilen.
  • Test, om dine vinduesviskere fungerer optimalt, da de ofte er på hårdt arbejde om vinteren.
  • Tjek, om der er strøm nok på batteriet. Batteriets kapacitet falder i takt med kulden, og der er et højere strømforbrug til blandt andet lys og varme.

4. Hav styr på papirerne

Husk pas, den ene halvdel af registreringsattesten, det røde forsikringskort, motorvejsmærkater og miljømærker. Forsikringskortet forklarer dine rettigheder og kan vises, hvis du får brug for udenlandsk vejhjælp. Motorvejsmærkater og miljømærker afhænger af din destination, men motorvejsmærkater er altid nødvendige i Østrig og Schweiz.

Det er forskelligt fra land til land, hvilke regler for bilen der gælder – for eksempel i forhold til bilens dæk. Ifølge Nis Kornum fra Biltema er det derfor vigtigt, at du sætter dig godt ind i reglerne, inden du kører afsted. Foto: PR.