’Friheden’ med Lars Ranthe og Lene Maria Christensen

Første sæson vakte stor opmærksomhed, da den havde premiere på Viaplay i 2018, på grund af sit underholdende mix af hverdagsrealisme og højspændt svindleri. Nu er Viaplay Originalen tilbage med en ny sæson, som tager seerne hele vejen fra forstadens parcelhuskvarter til de bonede gulve i skønhedsbranchen til geo-politiske magtkampe om Arktis. ’Friheden’ 2 produceres af Sam Productions.

Fortsætter efter reklamen:

Nu er der ikke længe til, at seerne igen kan se frem til, at ’con’-artisterne Erik (Lars Ranthe) og Nina (Lene Maria Christensen) er tilbage på Viaplay. Anden sæson af ’Friheden’ har nemlig premiere den 22. november – og denne gang er familien klar til det helt store kup, der én gang for alle skal redde dem ud af forstadssumpen.

Erik og Nina har genoptaget karrieren som ’con’ere’ og kæmper for at få deres nye arbejdsliv til at hænge sammen med familielivet i forstaden Friheden. Deres datter Esther og hendes kæreste Patrick er flygtet til Bolivia med alle pengene fra dét kup, de gennemførte i sæson et. Men da Esther og Patrick frarøves pengene og efterlades mutters alene i den bolivianske jungle, må Erik og Nina bede om hjælp fra deres gamle makker Jacqueline (Lotte Andersen) – for kun sådan kan de få de to hjem igen. Det leder dem på deres hidtil største kup, der drager dem ind på skønhedsbranchens bonede gulve og ind i storpolitiske magtkampe. De første billeder fra serien er netop frigivet. Se nedenfor.

“Første sæson af ‘Friheden’ var en stor succes på Viaplay, og vi glæder os derfor meget til, at vi snart kan præsentere den nye sæson for vores seere. ’Friheden’ er en serie med en helt speciel dynamik, der balancerer mellem nervepirrende drama og befriende humor. Med sin veloplagthed, som ikke mindst skyldes de dygtige skuespillere, er den med til at sikre den bredde, vi ønsker i Viaplays udbud af originalt indhold,” siger Filippa Wallestam, EVP and Chief Content Officer, Nordic Entertainment Group.

Fortsætter efter reklamen:

Fortællingen i sæson to af ’Friheden’ balancerer, akkurat som i første sæson, i spændingsfeltet mellem det trygge, men også bøvlede familieliv – og ikke mindst fascinationen af det spektakulære.

”Vi er meget glade for at have produceret endnu en sæson af ‘Friheden’ til Viaplay. Manuskriptforfatter Thor Bjørn Krebs og instruktør Mikkel Serup har med Friheden skabt et univers, der er enormt elskeligt, og som udover at skabe stor genkendelighed i os alle også fascinerer, forarger og overrasker. Denne gang i en ny international arena, hvor vores hovedpersoner vover sig ud blandt magtfuldkomne skønheds- og modemagnater, som sætter endnu mere på spil og skaber endnu større kontrast til den almindelige hverdag i Hvidovre. Det er skønt, at vores dygtige kreative hold får lov at fortsætte den originale og underholdende fortælling”, siger Meta Louise Foldager Sørensen, CEO og Executive Producer fra SAM Productions.

‘Friheden 2’ er skrevet af Thor Bjørn Krebs og instrueret af Mikkel Serup og Parminder Singh. Serien produceres af SAM Productions.

Den nye sæson består af 8 afsnit á 44 minutter og får premiere eksklusivt på Viaplay d. 22 november.

Reklame:

Medvirkende: Lars Ranthe, Lene Maria Christensen, Lotte Andersen, Emma Marott, Kasper Stensbirk og Simone Lykke m.fl.

Reklame: