Den nøgne øl

Pilsneren er blevet misforstået og underkendt i årtier, men det gør ølekspert Christian Andersen og brygmester Jens Eiken op med i ”Den nøgne øl”, den første bog af sin art om verdens mest populære type øl.

”Pilsneren er ølrevolutionens hemmelige våben. De mange nye, rebelske og dygtige bryggere, som sætter dagsordenen i øllets verden, har langt om længe også kastet deres kærlighed på pilsneren. Nu er pilsneren både cool og folkelig,” udtaler Christian Andersen.

”Pilsneren er den type øl, som jeg altid vender tilbage til. Det gør jeg, fordi den ganske enkelt er en suveræn drik, en nødvendig drik, en urdrik. En velbrygget pilsner med al sin underspillede elegance og velsmag har den bredest mulige appel til øldrikkerne, også feinschmeckerne,” mener Jens Eiken.

Ølekspert Christian Andersen og brygmester Jens Eiken vil med ”Den nøgne øl” rehabilitere pilsneren og argumenterer for, at pilsneren hører hjemme i hjertet af ølrevolutionen.

I ”Den nøgne øl” besøges bryggerier i USA, Tyskland og Tjekkiet. Verdens bedste pilsnerbryggere interviewes om hemmeligheden bag den perfekte pilsner – og deres pilsnere anmeldes. Teknikken og råvarerne bag den gode pilsner belyses og samtidig frigives 10 rebelske opskrifter på pilsner til bryggerne og interesserede læsere. Et nyudviklet smageskema tilbyder et større indblik i den vidunderlige verden af nøgne øl.

Herlev Bryghus har til lanceringen af bogen brygget Plzeňer efter en af bogens 10 opskrifter. Plzeňer er en opdatering af verdens første pilsner, som blev brygget i 1842 i Tjekkiet.

Udgivelsen fejres d. 7. november på ølbaren Taphouse i København. Her vil der være mulighed for at smage den nybryggede pilsner, købe bogen og få den signeret.
De to forfattere vil også være at finde på Madscenen på årets BogForum, fredag kl. 16.45. Dagen efter er de på Turbines stand kl. 14.

Læs mere her!

Den nøgne øl